Nel
1/5
Forfærdeligt!
Det er 7 år siden jeg har boet på Nødebogård men har til tider stadig mareridt om mine 3 år der. Har kæmpet med at få tillid til autoritet lige siden, da jeg føler mig så svigtet. Jeg håber at hvis du som forældre kigger igennem Nødebogård anmeldelser, fordi du er blevet indstillet til en plads for dit barn, at du virkelig tænker det rigtig godt igennem inden. Jeg ville ønske mine forældre havde gjort det...
Der sker virkelig ikke meget i Nødebo. Det er langt fra for sjov at vi kaldte byen for Ødebo. Jeg synes ikke det er et sted for unge mennesker og især ikke dem med mentale udfordringer, da det er bestemt ikke sjovt at blive isoleret væk fra alt man kender + sin familie, i en lille bitte by med størst population af pensionister, især ikke når man har det dårligt.
Ja, der er en bus der tager 20 min til Hillerød midtby. Ja, der er en Netto. Men for at komme dertil skal man gå 15 minutter ned af en øde vej. Om aftenen er der meget mørkt og jeg var altid utilpas med at gå ned af den vej alene som ung teenage pige.
Det er socialt isolation at kun have andre unge med stærke problemer at blive venner med. Jeg kan kun tale for mig selv, men det havde en forværrende virkning for mig at være på Nødebogård. Jeg havde brug for at blive inkluderet og accepteret af mennesker jeg kunne stole på og som så mig som et menneske med udfordringer, men som også kunne se bag min "sygdom" og kunne se at mange af de ting som jeg gjorde og sagde var helt normale for en teenager. I psykiatrien er det desværre normalt at måle og veje alle ting man gør og siger, det er faktisk så normalt at de ofte glemmer at man også bare kan være helt almindelig på mange forskellige måder. På Nødebogård blev jeg efter min mening set som patient og de andre unge havde så meget at slås med selv, at de ofte ikke havde den nødvendige forståelse eller overskud til at tage hensyn til hvad jeg også havde at slås med, så det var bestemt en dårlig combo.
En anden ting er, i det samme hus kan man være fra alderen 10 år til 23 år! Personligt er jeg nu 23 år og jeg kunne aldrig finde på at blive venner med en 10 årig. De har brug for at lege og jeg har brug for at være voksen. Det er en alt for stor aldersforskel som kun fører til endnu mere isolation. Teenagers og voksne har brug for en helt anden måde at blive behandlet på end et 10 årig barn har. Jeg synes det er respektløst for alle parter.
Når alt dette er sagt, så kan jeg godt forstå at det må være ubeskrivelig hårdt at stå i sådan en situation som forældre, og jeg er glad for du undersøger stedet inden du siger ja, det er et rigtig godt tegn. Du vil det bedste for dit barn, men lad aldrig nogen fortælle dig at dette er din eneste og bedste mulighed.
Mine forældre blev fortalt at der måske ikke ville komme en bedre mulighed i den næste overskuelige fremtid og det var vigtigt at slå til nu hvor der endelig var noget. Vi havde ventet i lang tid på behandling og mine forældre vidste ikke hvad de ellers skulle gøre, men der bør aldrig kun være 1 mulighed. Så undersøg alt hvad du kan og gør dig og dit barn en kæmpe tjeneste; snak sammen om det, lav en konklusion ud fra hvad I synes der er vigtigt, hvad I sætter pris på og hvad der bestemt ikke er acceptabelt.
Lad ikke andre som kun har mødt dit barn i et par timer bestemme hvad der skal ske, i det mindste vær fuldstændig sikker på det er en person med en kvalificeret mening, bygget ud fra komplet kendskab til jeres individuelle situation. Det er bestemt en vigtig beslutning om jeres og særligt jeres barns fremtid og ikke noget man bør haste. Personligt havde jeg i flere år svært ved at tilgive mine forældre for denne anbringelse, men det er selvfølgelig ikke ensbetydende med at det er sådan for alle.
